Uva Hoodie Scarf PDF danish version
Beskrivelse
Uva Hoodie Scarf er et klædeligt chunky ribstrikket tørklæde med en påstrikket hætte, der passer alle hovedstørrelser.
Tørklædet startes med det højre bindebånd. Der tages af 4 omgange 1 maske ud i hver side, indtil tørklædet har den rette bredde. Tørklædets højre bindebånd skal være kortere end det venstre bindebånd, da det i modsætning til dette, kun skal bruges til at binde med og ikke skal kunne vikles rundt om halsen.
Når man kommer til, hvor maskerne til hætten på sigt skal samles op, tages 1 maske ud og 2 masker, der skal bruges til kantbånd, når hætten er strikket færdig, sættes til at hvile, før der strikkes videre på tørklædet.
Når tørklædet fra, hvor de 2 masker bliver sat fra og 1 maske tages ud, har en længde, der svarer til hættens bredde, sættes tørklædets masker til at hvile på pinden, og der samles masker op til hætten, og hætten strikkes.
Når hætten har sin korrekte højde, skal hættens krone lukkes med indtagninger. Hætten inddeles i et midterfelt og 2 sidestykker, og på resten af hætten strikkes der kun hen over midterstykkets masker, mens der i hver ende af midterstykket strikkes 1 maske sammen med 1 maske fra sidestykkerne. Afslutningsvist strikkes der 3 masker sammen i hver ende af midterstykket – 2 masker fra sidestykkerne strikkes sammen med 1 maske fra midterstykket.
Når kronen er lukket, samles masker op først langs den venstre hættekant og bagefter med et nyt garnnøgle langs den højre hættekant med den korte garnende, og nu skal de 2 masker fra tørklædet, der har hvilet, bruges til at strikke et lille kantbånd hele vejen rundt langs hættekanten.
Når kantbåndet er færdigt, strikkes de 2 masker igen med på tørklædets venstre bindebånd, og masken der blev taget ud og var kantmaske på den del af tørklædet, der løber langs hættemaskerne i nakken, bliver reduceret.
Det venstre bindebånd skal være noget længere end det højre bindebånd, da det skal kunne nå en gang rundt om halsen. Afslutningsvist smalnes tørklædet gradvist ind med indtagninger i hver side.
Der er videolinks til alle teknikker i opskriften.
I opskriften anbefales italiensk opslagning og aflukning for en eksklusiv finish, men der kan sagtens bruges almindeligt krydsopslag og almindelig aflukningsteknik – anvendes disse teknikker i stedet, skal der ikke strikkes stabiliseringspinde.
Størrelse
One size.
Færdige mål
Passer til alle hovedstørrelser.
Materialer
250 g Ballerina Chunky Mohair 135 m/50 g fra Sandnes Garn eller 300 g Fluffy Mohair 200 m/100 g fra Cowgirl Blues eller Fat Mohair fra f.eks. Sysleriget eller Siesto Fibres. Du skal strikke med 2 tråde.
Alternativt kan du bruge dine silkemohair rester i kvaliteten ca. 212 m/25 g - Du kan strikke med 6-8 tråde alt efter hvor chunky, du ønsker, at dit hættetørklæde skal være. Du skal bruge 200-250 g alt efter antallet af tråde. Du kan også strikke med 1 tråd Chunky Mohair og 3-4 tråde silkemohair rester.
Modellen på billedet er strikket i 2 tråde Ballerina Chunky Mohair fra Sandnes Garn i farven Dark Olive 9738.
Du kan sagtens vælge andet garn end det angivne, hvis blot du overholder strikkefastheden.
Vejledende pindestørrelse
Hættetørklædet strikkes i rib (r, vr) på rundpind 5 mm (80 cm) med 2 tråde Ballerina Chunky Mohair. Jeg bruger 2 rundpinde i samme størrelse til at strikke dette projekt.
Strikkefasthed
Ca. 15 m x 20 p = 10 x 10 cm på pind 5 mm frem og tilbage i rib (r, vr).