Fungus Vest Chunky PDF danish version
Beskrivelse
Fungus Vest Chunky er en feminin oversize drop-shoulder vest med et smukt perlestrikmønster, der er dobbelt i højden. Vesten strikkes oppefra og ned og startes med den ribstrikkede halskant. På bærestykket tages der ud på hver side af tre skuldermasker i hver side. Bærestykket strikkes først med vendepinde for at forme halskanten, derefter strikkes frem og tilbage, indtil vesten har den rette bredde, hvorefter skulderudtagningerne stopper. Forstykker og rygstykke strikkes herefter hver for sig, indtil ærmegabet har den korrekte dybde. Herfra samles arbejdet, og der strikkes frem og tilbage hen over kroppen. Da vesten er strikket oppefra og ned, kan længden på kroppen nemt justeres efter eget ønske.
Der samles masker op til ærmekanter langs ærmegabet.
Vestens knapstolper strikkes på, når selve vesten er strikket færdig.
Der er videoguides til alle teknikker, der anvendes i opskriften.
Størrelser
2XS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL
Færdige mål
Brystvidde: ca. 102 (108) 114 (120) 132 (139) 145 (151) 157 cm.
Kropslængde målt fra øverst midt bag (MB): ca. 52 (55) 56 (59) 60 (63) 66 (67) 68 cm.
Vesten er tænkt med et bevægelsesrum på 10-25 cm, men ønskes et tættere eller løsere fit, kan du gå en størrelse op eller ned. Anbefalingen er at tilstræbe det store bevægelsesrum i de små størrelser og det lille i de store størrelser.
Modellen på billedet har et brystmål på ca. 84 cm og bærer en str. S med et bevægelsesrum på ca. 30 cm, og der er dermed valgt at gå en størrelse op for et ekstra stort bevægelsesrum.
Materialer
400 (400) 400 (500) 500 (600) 600 (600) 600 g Aran Tweed fra Isager Garn (160 m/100 g) eller 300 (300) 300 (350) 350 (400) 400 (400) 400 g Heavy Merino fra Knitting for Olive (125 m/ 50 g) holdt sammen med 75 (75) 75 (100) 100 (125) 125 (125) 125 g Silk Mohair fra Isager Garn (212 m/25 g) eller Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive (225 m/25 g) eller lignende silkemohair-kvalitet.
Vesten på billedet er strikket i 1 tråd Aran Tweed i farven Brown og 1 tråd Silk Mohair i farve 34. Begge kvaliteter fra Isager Garn.
Udover garn skal du bruge 4 maskemarkører – hvoraf 2 skal kunne åbnes som sikkerhedsnåle og 5 (5) 5 (5) 5 (5) 6 (6) 6 knapper. Jeg har brugt duffelcoat knapper, brændt træ, 30 mm fra www.butiksmuksak.dk
Vejledende pinde
Vesten strikkes i perlestrik med dobbelt højde frem og tilbage på rundpind 6 mm (80 cm) med 1 tråd Aran Tweed holdt sammen med 1 tråd Silk Mohair.
Det anbefales at have 2-3 rundpinde 6 mm, så maskerne, der skal hvile undervejs, kan sidde på den ene rundpind, mens der strikkes med den anden, men du kan sagtens bruge en snor eller en maskewire i stedet.
Ribkanten i halsen, i ærmegabet, på kroppen og langs knapstolperne strikkes på rundpind 4,5 mm (80 cm).
Jeg anbefaler Magic Loop-metoden til strikning af ærmekanterne. Anvender du ikke Magic Loop-metoden, vil du også få brug for 1 rundpind 4,5 mm (40 cm).
Strikkefasthed
13/14 m x 21 p = 10 x 10 cm på p 6 mm frem og tilbage i perlestrik dobbelt i højden.