Fungus Slipover V-Neck PDF danish version
Beskrivelse
Fungus Slipover V-Neck er en lettere voluminøs slipover med en skulpturel form. Fungus Slipover V-Neck er en feminin drop-shoulder slipover med et bredt ribstrikket kantbånd rundt langs nakke og V-udskæring. Slipoveren har et smukt perlestrikket mønster, der er dobbelt i højden. Slipoveren startes med et ribstrikket kantbånd, der ligger rundt langs nakken. Da slipoveren strikkes oppefra og ned, kan man selv nemt justere længden på kroppen.
Størrelser
2XS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL
Færdige mål
Brystvidde: ca. 109 (115) 121 (128) 135 (140) 146 (151) 157 cm.
Kropslængde målt midt bag (MB) inklusive kantbånd: ca. 65 (67) 69 (72) 75 (76) 77 (79) 80 cm.
Slipoveren er tænkt med et bevægelsesrum på 10-30 cm. Ønsker du et tættere eller løsere fit, kan du gå en størrelse op eller ned. Modellen på billedet har et brystmål på ca. 84 cm og bærer en str. XS med et bevægelsesrum på ca. 30 cm.
Materialer
150 (150) 175/200 (175/200) 175/200 (200) 225/250 (250) 250 g Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive (225 m/25 g) eller lignende kvalitet, f.eks. Önling No. 10 fra Önling (210 m/25 g).
Tallet før skråstregen er den mængde, du skal bruge, hvis du strikker med kun en farve. Tallet efter skråstregen er den mængde, du skal bruge, hvis du holder to forskellige farver sammen.
Slipoveren på billedet er strikket i 2 tråde Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive i farven Blød Nougat.
Udover garn skal du bruge 6 maskemarkører – hvoraf 2 skal kunne åbnes som sikkerhedsnåle.
Vejledende pinde
Slipoveren strikkes i perlestrik med dobbelt højde først frem og tilbage og siden rundt på rundpind 4 mm (80 cm) med 2 tråde silkemohair.
Ribkanten i ærmegabet og på kroppen strikkes på rundpind 3,5 mm (80 cm). Jeg anbefaler strømpepinde 3,5 mm til den del af kantbåndet, der løber langs nakken – du skal bruge 3 styk.
Jeg anbefaler også, at du har 2 rundpinde 4 mm, så du kan lade de masker, der skal hvile undervejs, sidde på den ene rundpind, mens du strikker videre på den anden, men man kan også sagtens bruge en snor eller en maskewire i stedet.
Jeg anbefaler Magic Loop-metoden til strikning af ærmekanterne. Anvender du ikke Magic Loop-metoden, vil du også få brug for 1 rundpind 3,5 mm (40 cm).
Strikkefasthed
18 m x 26 p = 10 x 10 cm på p 4 mm rundt i perlestrik dobbelt i højden.