Fungus Slipover PDF danish version
Beskrivelse
Fungus Slipover er en feminin oversize drop-shoulder slipover med et smukt perlestrikket mønster, der er dobbelt i højden. Slipoveren strikkes oppefra og ned og startes med den ribstrikkede halskant. På bærestykket tages der ud på hver side af tre skuldermasker i hver side. Bærestykket strikkes først frem og tilbage med vendepinde for at forme halskanten, derefter strikkes rundt, indtil slipoveren har den rette bredde, hvorefter skulderudtagningerne stopper. Forstykke og rygstykke strikkes herfra hver for sig frem og tilbage, indtil ærmegabet har sin korrekte dybde. Herfra samles arbejdet endeligt, og der strikkes rundt. Der samles masker op til ærmekanter langs ærmegabet.
Størrelser
2XS (XS) S (M) L (XL) 2XL (3XL) 4XL
Færdige mål
Brystvidde: ca. 109 (113) 118 (127) 131 (135) 144 (149) 153 cm.
Kropslængde målt fra øverst midt bag (MB): ca. 57/61 (59/63) 60/64 (62/66) 64/68 (66/70) 68/72 (69/73) 70/74 cm.
Slipoveren er tænkt med et bevægelsesrum på 15-30 cm, men ønskes et tættere eller løsere fit, kan du gå en størrelse op eller ned.
Modellen på billedet har et brystmål på ca. 84 cm og bærer en str. XS med et bevægelsesrum på ca. 29 cm og en længde på 24 cm efter kroppen samles, og før ribkanten strikkes.
Anbefalingen er at tilstræbe det store bevægelsesrum i de små størrelser og det lille i de store størrelser.
Materialer
100 (100) 150 (150) 150 (200) 200 (200) 200 g Trio 1 fra Isager Garn (350 m/50 g) eller 200 (200) 200 (250) 250 (300) 300 (350) 350 g Isager Tweed fra Isager Garn (200 m/50 g) eller 150 (150) 150 (200) 200 (200) 250 (300) 300 g Alpaca 2 fra Isager Garn (250 m/50 g) eller 150 (200) 200 (250) 250 (250) 300 (350) 350 g No Waste Wool fra Knitting for Olive (225 m/50 g) eller 150 (150) 150 (200) 200 (200) 250 (300) 300 g Pure Silk eller Merino fra Knitting for Olive (250 m/50 g)
holdt sammen med:
100 (100) 100 (125) 125 (125) 150 (150) 150 g Silk Mohair fra Isager Garn (212 m/25 g), Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive (225 m/25 g), Önling No. 10 fra Önling (210 m/25 g) eller lignende silkemohair-kvalitet.
Slipoveren kan også strikkes i 2 tråde Silk Mohair holdt sammen. Da skal den angive silkemohair-mængde fordobles.
Slipoveren på billedet er strikket i 1 tråd Trio 1 i farven Ink og 1 tråd Silk Mohair i farven 30. Begge kvaliteter fra Isager Garn. Denne kombination giver et lidt luftigt udtryk til strukturen i perlestrikmønsteret.
Udover garn skal du bruge 5 maskemarkører – hvoraf 2 skal kunne åbnes som sikkerhedsnåle.
Vejledende pinde
Slipoveren strikkes i perlestrik med dobbelt højde både frem og tilbage og rundt på rundpind 4 mm (80 cm) med 1 tråd Trio 1 holdt sammen med 1 tråd Silk Mohair.
Det anbefales at have 2 rundpinde 4 mm, så maskerne, der skal hvile undervejs, kan sidde på den ene rundpind, mens der strikkes med den anden, men du kan sagtens bruge en snor eller en maskewire i stedet.
Ribkanten i halsen strikkes på rundpind 3 mm (80 cm). Ribkanten i ærmegabet og på kroppen strikkes på rundpind 3.5 mm (80 cm).
Jeg anbefaler Magic Loop-metoden til strikning af det øverste stykke af bærestykket og ærmekanterne. Anvender du ikke Magic Loop-metoden, vil du også få brug for 1 rundpind 4 mm (40 cm), 1 rundpind 3.5 mm (40 cm) og 1 rundpind 3 mm (40 cm).
Strikkefasthed
18 m x 26 p = 10 x 10 cm på p 4 mm frem og tilbage og rundt i perlestrik dobbelt i højden.