Fungus Shawl Cardigan PDF danish version
Beskrivelse
Fungus Shawl Cardigan er en blanding af en bolero, en cardigan og et sjal. Den er strikket sammen under hvert ærme som en bolero, men har fået tilført lidt længde, så den fungerer som en cardigan.
Cardigansjalet har et bredt ribstrikket kantbånd rundt langs hals og ned langs forstykkerne og et smukt perlestrikmønster, der er dobbelt i højden. Cardigansjalet startes med det ribstrikkede kantbånd, der ligger rundt langs nakken. Maskerne til bærestykket samles op i dette kantbånd, og resten af kantbåndet strikkes videre samtidigt med bærestykke, forstykker og krop.
Der strikkes frem og tilbage på bærestykket, hvor der tages ud inden for kantbåndet i begge ender, så cardigansjalet får sine bindesnipper og sin V-form, og på hver sin side af skuldermasker i hver side, indtil ærmerne har den rette længde – omkring albuen. Herfra strikkes rygstykke og højre og venstre forstykke for sig.
Når ærmeåbningen har den korrekte dybde, lukkes der masker af under ærmegabet på både forstykker og rygstykke i begge sider, samtidigt med at ryg- og forstykker strikkes sammen – dette gøres med trepindsaflukning. Herefter strikkes der igen frem og tilbage hen over en samlet krop. Kroppen afsluttes til sidst med en I-Cord-kant. Ærmerne afsluttes ligeledes med I-Cord-kanter.
Opskriften indeholder videolinks til alle teknikker, der skal bruges for at strikke dette cardigansjal.
Størrelser
XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL/4XL
Færdige mål
Brystvidden er meget fleksibel pga. det dybe ærmegab og bindebåndet, der kan justeres efter ønske. Derfor angives her cardigansjalets rygbredde målt under ærmet (taljehøjde) fra ærmegab til ærmegab: ca. 49 (51) 54 (56) 59 (61) 64 cm.
Ærmelængde målt langs de aflukkede masker under ærmet: ca. 21 (21) 21 (22) 22 (22) 23 cm.
Kropslængde målt midt bag (MB) inklusive kantbånd: ca. 61 (63) 66 (69) 71 (73) 74 cm.
Cardigansjalet er tænkt med et bevægelsesrum på 25-35 cm. Har du brede skuldre og måske også lange arme, så gå evt. 1-2 størrelser op, hvis du ønsker at opnå en ærmelængde, der går til lidt efter albuen.
Modellen på billedet har lidt smalle skuldre og lidt korte overarme og et brystmål på ca. 84 cm og bærer en str. XS.
Materialer
100 (100) 150 (150) 150 (200) 200 g Alpaca 1 fra Isager Garn (400 m/50 g) holdt sammen med 150 (150) 150 (200) 200 (250) 250 g Trio 1, fra Isager Garn (350 m/50 g) og 100 (100) 125 (125) 150 (175) 175 g Silk Mohair fra Isager Garn 212 m/ 25 g.
Cardigansjalet på billedet er strikket i Alpaca 1 i farve 36, Trio 1 i farve Bordeaux og Silk Mohair i farve 36. Alle 3 kvaliteter fra Isager Garn.
Udover garn skal du bruge 6 maskemarkører – hvoraf 2 skal kunne åbnes som sikkerhedsnåle.
Vejledende pinde
Cardigansjalet strikkes i perlestrik med dobbelt højde frem og tilbage på rundpind 4,5 mm (80-100 cm) med 1 tråd Alpaca 1, 1 tråd Trio 1 og 1 tråd Silk Mohair holdt sammen. I-Cord-kanterne som afslutning på både krop og ærmer strikkes ligeledes på pind 4,5 mm.
Der anvendes strømpepinde 3,5 mm til den del af kantbåndet, der løber langs nakken – du skal bruge 3 styk.
Jeg anbefaler også, at du har 2-3 rundpinde 4,5 mm, så du kan lade de masker, der skal hvile undervejs, sidde på rundpinde. Alternativt kan du sagtens bruge snor eller maskewire.
Strikkefasthed
17 m x 26 p = 10 x 10 cm på p 4,5 mm frem og tilbage i perlestrik dobbelt i højden.